Tilbage til forsiden
Tilbage til foreningens hovedside
Ungdom - Turnering, Stævner, Ranglister Seniorer - Turnering, Stævner, Ranglister Motionister - Turnering, Timefordeling Information vedrørende aktiviteter Kontakter - Bestyrelse, Udvalg, Trænere, Holdledere Træning - Træningstider, Kontingent 4. sæt - Det sociale element
Kampreferater seniorer
Serie 2: Viby BK - Hornslet, den 23. november 2003
Resultat 7-4

Efter en pause med kampreferaterne pga. en skriveblokering hos skribenten er referatet fra kampen mod Viby endelig klar.

Søndag d. 23/11 var dagen hvor det endelige slag om andenpladsen i gruppen skulle stå. Viby havde weekenden forinden vundet knebent 6-5 over BMI, så Hornslet-mandskabet behøvede kun ét enkelt point for at slutte som toer i puljen, og dermed have et godt udgangspunkt for slutspillet.

De to mix-konstellationer lagde vanen tro ud i første runde, men resultatet blev langtfra som vanligt, idet Horup og Louise tabte forholdsvist stort i 2. mix. På den anden side af nettet stod en god bekendt af HIF, nemlig Frank Just som i mange år har regeret som skolelærer på Hornslet Skole. Søren og Annette var ude i et sandt drama over tre sæt før sejren på 15/13, 12/15 og 15/6 var i hus. Dog viste de i tredje og afgørende sæt, at de var Vibys 1. mix overlegne. Viby havde i det hele taget en god portion viden om Hornslet-holdet, idet Michelle Hesselvig var med for Viby (Michelle har fået hele sin badmintonopdragelse i HIF). Stillingen var således 1-1 efter de to mix- opgør, og det var således op til herresinglerne at vise deres værd.

En stadig ikke helt sober Nygaard lagde ud i 1. herresingle, og spillede, på trods af en julefrokost med sit arbejde, en af sæsonens mest koncentrerede kampe med efterfølgende sejr på 15/8, 15/4 som den umiddelbare konsekvens (Hvis du spiller sådan HVER gang, du har været til julefrokost, så skal der vist snaps på bordet noget oftere!!). Undertegnede havde byttet plads med Hjort, således at Hjort spillede 3. herresingle efter de manglende resultater i holdkampene, og på trods af en indædt fight, måtte Hjort se sig besejret i to sæt. I 2. herresingle spillede undertegnede en ”herrekamp”, som strakte sig over tre hårde og udmarvende sæt, men til sidst kunne undertegnede dog trække sig sejrrigt ud af opgøret med cifrene 11/15, 15/11 og 15/12. Horup var ligeledes ude i et sandt drama, og han kunne også løfte armene højt i vejret efter tre lange sæt (formanden kører ALDRIG træt!).

Damesinglerne var på forhånd spået til at blive meget lige, men Viby-spillerne viste sig at være godt forberedt, idet Heidi og Annette begge tabte i to sæt. Især Annettes nederlag var en bitter pille at sluge, idet hun tabte til Michelle, hvilket bestemt ikke passede Madsen.

Før de rene doubler var stillingen således helt lige 4-4, og Hornslet-spillerne behøvede kun én sejr i disse tre opgør for at være sikre på andenpladsen. I damedoublen startede Heidi og Louise som lyn og torden, men efter at have taget første sæt, tabte de andet stort, inden de tabte 15/12 i afgørende sæt. Så tæt på også alligevel så langtfra! 1. herredouble blev ligeledes en spændende og tæt affære. Tilskuerne i hallen kunne i hvert fald både høre og se Sørens utilfredshed med udfaldet af kampen, som endte med en Viby sejr på 15/10, 5/15 og 15/12. Søren og Nygaard måtte altså også se sig besejret knebent i tredje sæt. Det var nu op til Hjort og undertegnede at skaffe den nødvendige sejr, og denne kamp blev om muligt ENDNU mere spændende, hvilket sætcifrene da også tydeligt indikerer: 13/15, 15/12 og 15/17. Efter at have været håbløst bagud i tredje sæt fik vi kæmpet os tilbage, og undertegnede sov ikke godt natten til mandag, idet jeg havde serven ved stillingen 15-15, og dermed muligheden for at sikre matchbold. Uheldigvis server undertegnede i nettet, og vi taber efterfølgende kampen!

Dermed vandt Viby samlet kampen 7-4, og sikrede sig dermed andenpladsen i puljen. Hele Hornslet-mandskabet gik i bad med en bitter smag i munden, eftersom de tre rene doubler alle bliver tabt i tætte kampe over tre sæt. Holdet skal dog have ros for ikke på noget tidspunkt at give op. Spillerne var så skuffede, at FIDUS-bamsen end ikke blev uddelt efter kampen. Det blev den til gengæld til onsdagstræningen efter kampen, hvor undertegnede var så heldig at blive valgt. Nygaard har dog nægtet at overdrage den, idet den vist har en speciel plads hjemme ved ham.

Sidste kamp i grundspillet spilles d. 10. januar kl.15 mod BMI i Bederhallen.

Jesper "Krimi" Rasmussen

Serie 2: Hornslet - Skovbakken, den 8. november 2003
Resultat 9-2

Udfaldet af kampen mod Skovbakken var på forhånd utrolig svært at spå om, idet Skovbakkens hold godt nok er placeret i midten af rækken efter middelmådige resultater senest med et nederlag på 0-11 til Viby i bagagen. Samtidig er Skovbakken en stor klub, som kan sende højere rangerende spillere på banen hvis disse hold ikke selv skal spille. Spillerne var opsatte på at vise at nederlaget til Horsens var en streg i regningen, og bestemt ikke noget som ville blive gentaget. På mødet inden kampen lovede spillerne sig selv og hinanden at pletten fra kampen mod Horsens skulle vaskes helt væk.

Kampen startede med de sejrsvante mix-konstellationer og de to par gav holdet en perfekt start på kampen med sejre i begge kampe. Søren og Annette måtte dog endnu engang bruge tre sæt inden sejren var i hus med de mærkværdige cifre 15/4, 2/15, 15/11, mens Horup/Louise tog stikket hjem i to sæt.

Opstillingen var blevet lavet en smule om mht. damesinglerne, idet Heidi og Annette havde byttet plads, og Heidi kvitterede for tilliden med en hurtig sejr.

Nygaard var kommet sig ovenpå sin sygdom mod Horsens, og han var ude i et sandt drama i 1. herresingle. Kampen strakte sig over 1½ time, og den bød på masser af flotte dueller og intens fight, men til sidst kunne en ekstremt opsat, (men også træt), Nygaard sige tak for kampen med visheden om en sejr. Stillingen var herefter 4-0 efter første runde, og en fantastisk start på kampen.

Herefter var det Hjorts tur i 2. herresingle, og han gik på banen med håbet om sæsonens første sejr i single. Hjort var ekstra opsat eftersom han er gammel ”Bakken”-spiller, og han gav flittigt tips om hvor Skovbakken spillernes svagheder lå. Dette var dog desværre ikke nok for Hjort, der måtte indkassere sæsonens femte nederlag i single ud af ligeså mange mulige (der er kun 1 ting at gøre, kæmp videre, Hjort. Du var utrolig tæt på endnu engang! Den må være der næste gang.) I 3. herresingle var undertegnede ude i en tæt tre-sæts kamp, som efter en mager start endte med HIF-sejr (var der ikke noget med at modstanderen var i Kafferen efter en pølse med brød på et tidspunkt??) I 4. herresingle var ”Formanden” skarp, idet han vandt sikkert, endda med et æg i andet sæt til følge. Da Annette også spillede overbevisende i sin single var stillingen 7-1, og sejren var i hus før de sidste tre kampe.

Søren og Nygaard spillede på ny overbevisende, og bragte HIF yderligere foran, hvilket er vigtigt i forhold til den indbyrdes score med Viby i kampen om 2. pladsen i puljen. Louise og Heidi tabte desværre deres double, men det var efter et sandt drama over tre sæt. Dette var også tilfældet i 2. herredouble, hvor Hjort og undertegnede spillede en sand maratonkamp med de tætte cifre 17/16, 8/15, 17/16 til følge. En personlig tak til Hjort for aldrig at give op, og mon ikke du kan bruge det til at få noget selvtillid, så du kan hive en single hjem om to uger.

Holdets nye FIDUS, Cykelmyggen, gik til Nygaard efter den fremragende indsats i singlen, og hvis vi alle kan finde den gejst og vilje frem om to uger, så ser kampen mod Viby måske ikke helt så svær ud alligevel. En STOR tak til hele holdet for den fremragende indsats, for selvom det var Nygaard der løb af med Cykelmyggen, så var der fight og intensitet over hele linjen. Det var en fornøjelse at se hvordan holdet rejste sig efter nederlaget i Horsens.

NB! Søndag d. 23. november kan meget vel blive dagen hvor 2. pladsen i puljen afgøres, idet Hornslet drager til Viby, som i skrivende stund kun er ét point efter. Det ville være en fornøjelse hvis holdet kunne få opbakning med, idet det ville lette arbejdsbetingelserne betydeligt for holdet.

Så hvis søndagen ikke allerede er afsat, så tag med til Viby og støt holdet. Kampen spilles d. 23. november kl. 15 i Viby. Håber vi ses.

Jesper "Krimi" Rasmussen

Serie 2: Horsens BK - Hornslet, den 25. oktober 2003
Resultat 7-4

Lørdag d. 25. oktober var dagen hvor 1. holdet skulle på dets første alvorlige test. Scenen var Horsens Badmintonhal og der var dækket op til et vaskeægte topbrag, idet Horsens var nr. 2 efter tre sejre alle på 7-4 og vi selv lå i spidsen af rækken efter tre overbevisende sejre. Spillerne var klar over vigtigheden af kampen, og pga. af dette var der en smule ekstra nerver på hos nogle, hvilket både kunne mærkes og ses.

De første to kampe der blev spillet var mixdoublerne. Både Søren/Annette og Horup/Louise har været aldeles suveræne i denne sæson, og dette faktum blev der ikke ændret ved! Begge kampe blev dog vundet i tre sæt, men begge par vandt relativt nemt 3. sæt og dermed kampene. Perfektionisten kom på dette tidspunkt op i Søren, idet han på ingen måde var tilfreds med et tabt sæt!

Efter denne fantastiske start på kampen blev 1., 2. og 3. herresingle sat i gang, men i modsætning til det sublime spil som blev lagt for dagen i mixdoublerne, var der i disse anderledes modløshed at spore. I 1. Herresingle var Nygaard dog undskyldt, idet han, tiltrods for sygdom det meste af ugen og høj feber under kampen, kæmpede det bedste han havde lært. Dette viste sig desværre som forventet ikke at være nok selvom Thomas var utrolig tæt på at fremtvinge et 3. sæt. Michael Hjort må stadig se sig om efter sæsonens første sejr i single, idet han tabte forholdsvis stort i 2. herresingle, og dette var også tilfældet i 3. Herresingle, hvor undertegnede aldrig nåede at få skoene på før nederlaget var en kendsgerning. Det skulle senere vise sig at vi ingen sejre skulle få i herresingle denne eftermiddag, idet Horup også fik en mindre lektion i sin single.

Dernæst var det Heidi og Annettes tur til at forsøge at få noget af det tabte vundet tilbage. Heidis kampe blev i øvrigt spillet på det sene tidspunkt, fordi hun havde fået fri et par timer fra sit trænerkursus for at spille kampen. Dette skulle dog vise sig langt fra at være til gene for Heidi, idet hun på kort tid udraderede sin modstander og endvidere uddelte et æg! Annette måtte igen sande at overmagten var for stærk i single og tabte i tre tætte sæt.

Stillingen var herefter 5-3 i Horsens’ favør før de sidste tre ”rene” doubler. I 1. herredouble trodsede Thomas sygdommen og sammen med Søren spillede de intet mindre end fabelagtigt fra start til slut. Hvad kan det ikke blive til, når de bliver mere sammenspillede?! Søren viste i denne kamp at temperamentet nok er gemt af vejen men bestemt ikke væk! Således fik modstandernes stirrende øjne og provokerende attitude den rolige mand til at kalde den ene for ”Klaphat”;-) 2. herredouble blev tabt tiltrods for at Hjort og undertegnede rent spillemæssigt var fint med hele kampen.

Tilsidst havde Louise og Heidi chancen for at sikre os det ene point, men selv ikke en heroisk fight hjalp dem.

Holdet måtte således drage en smule slukørede hjem med et nederlag på 7-4.

Holdets FIDUS er nu blevet købt, og selvom den ikke bliver udleveret i forbindelse med kampen mod Horsens vil skribenten alligevel uddele den på holdets vegne. Nygaard og Heidi deler æren efter to flotte men vidtforskellige indsatser, idet Thomas på trods af sygdom stillede op og spillede forrygende i herredouble, og Heidi bad om fri fra kursus for at spille den vigtige kamp. Flot indsats, begge to!

NB! Sæt kryds i kalenderen lørdag d. 8. November, for det er netop på denne dag at sæsonens sidste hjemmekamp i grundspillet afvikles i Hornslet Hallerne kl. 15.

Kom og støt op om holdet i jagten på det forjættede land, som hedder Serie 1.

Jesper "Krimi" Rasmussen

Serie 2: Hornslet - Stilling IF, den 8. oktober 2003
Resultat 9-2

Der var på forhånd stor spænding om udfaldet af den udsatte kamp mod Stilling. Kampen var blevet udsat og flyttet fra søndag eftermiddag til denne sene træningsaften, pga. manglende spillere fra Stillings side. Derfor var det en flok spændte Hornslet-spillere, der mødte op i hallen onsdag aften, idet Stilling reelt set er i stand til at mønstre et stærkt hold. Dette skulle dog vise sig langt fra at være tilfældet! Dertil var motivationen og lysten til at vinde for stor i Hornslet-truppen. Før kampen fik spillerne indkodet, at det var vigtigt at holde gejsten og humøret oppe, også selvom matchen kunne udvikle sig til en midnatsgyser pga. det sene starttidspunkt kl. 20.30.

Matchen startede ud med kampe på 5 baner, og efter en smule tæt spil og nerver i de 2 mixed-doubler, lykkedes det for både Anette/Søren i 1. mix samt Louise/Horup i 2. mix at trække sig sejrrigt ud af begge opgør.
Herefter var det den tilbagevendte Thomas Nygaards tur til at komme i ilden, og han skulle ikke bruge lang tid på at bevise sin store betydning for holdet, idet han på meget kort tid i 2. herresingle vandt 15-1, 15-0 (endda efter at have været bagud i første sæt!).
En særdeles velspillende Heidi Jakobsen uddelte aftenens andet æg i 2. damesingle, og stillingen var herefter 4-0 i vores favør.
Michael Hjort måtte endnu engang se sig besejret med mindst mulig margin, idet han tabte 1. herresingle 13-15, 14-17, og truede efterfølgende med at stoppe karrieren øjeblikkeligt! Han fik dog oprejsning i doublen, idet Hjort og Krimi tog stikket overbevisende hjem, og de er således stadig ubesejrede i denne sæson.
Dette er ligeledes tilfældet i 1. herredouble, dog var konstellationen ny, idet Thomas og Søren spillede sammen for første gang. Udover en enkelt netbold, som de begge mente var deres, fungerede spillet perfekt, og mere kamptræning vil kun gøre dem endnu stærkere.

Holdets FIDUS (som godt nok stadig mangler at blive købt) må helt klart gå til aldersrepræsentanten, Henrik Horup, idet han trods et småskadet lår alligevel meldte sig klar til kamp, og endda vandt begge sine kampe. Det er netop denne holdånd, vi skal videreføre i bestræbelserne på at nå oprykningsspillet og serie 1.

Derudover skal der lyde en stor tak til de få fremmødte tilskuere, der med trofaste klapsalver hjalp holdet til den 3. sejr af lige som mange mulige. Nu kan holdet drage til Horsens lørdag d. 25 oktober med visheden om, at der bliver tale om et vaskeægte topopgør i Horsens Badmintonhal mellem nr. 1 og 2 i rækken.

NB! Næste kamp spilles d. 25. oktober, kl. 14 i Horsens Badmintonhal

Jesper "Krimi" Rasmussen

Serie 2: Team Hørning - Hornslet, den 20. september 2003
Resultat 2-9

Scenen var sat for sæsonens første udekamp for det nyoprykkede 1. hold. Stedet var Hørning, og forventningerne var store efter holdets imponerende debutsejr mod Horn-Fårvang i første runde. Inden kampen blev der snakket om hvor vigtigt det var, at holde fokus samt at få armene ned efter sejren for 14 dage siden. Som sagt, så gjort! Spillerne virkede tændte og oppe i omdrejninger fra start. Idet Hørnings 1. damesingle skulle skynde sig at blive færdig med sine kampe blev denne kamp noget utraditionelt afviklet først, og det passede ikke Anette, der måtte se sig besejret. Det blev der dog rettet op, via sejre i 2. mix, 2. og 4. herresingle. I 4. herresingle vandt Bamme endnu engang en forholdsvis ubesværet sejr, i modsætning til holdets ”Benjamin”, Jesper ”Krimi” Rasmussen, der fightede en sejr hjem i to sæt.
I 1. herresingle måtte Michael Hjort konstatere sæsonens andet nederlag efter en tæt affære over tre sæt. Stillingen var herefter 3-2 i vores favør, og der var en smule bange anelser inden de sidste seks kampe. Dette skulle dog vise sig at være helt ubegrundet, idet Hornslet gjorde rent bord, og vandt samtlige seks kampe, bl.a. blev der i 2. herredouble uddelt noget så usædvanligt som briller! Endvidere var der ”Formandsopgør” i 3. herresingle, hvor vores formand viste sig at være klart den stærkeste, og er således i besiddelse af håneretten det næste stykke tid. Tilsidst bør det nævnes at Anette og Søren i 1. mix holdt koncentrationen og gejsten oppe på trods af at sejren på dette tidspunkt var i hus, og de uddelte sågar æg i andet sæt!

En stor tak til Henrik Kjær som havde taget turen til Hørning for at bakke op om holdet. Han må have skjulte evner som Cheer-leader :-), idet han med masser af opmuntrende ord også havde stor andel i holdets sejr.

Næste weekend er kampfri, men det bliver spændende at se om holdet kan fortsætte de gode takter om 14 dage, hvor Stilling kommer på besøg i Hornslet Hallerne.

NB! Kom ned og hjælp holdet til sejr ved næste kamp, som spilles i Hornslet Hallerne søndag d. 5. oktober kl. 16.

Jesper "Krimi" Rasmussen