Turneringskamp 20. oktober
Grenaa IF HIF 0-6
Sidste spillerunde hvor alt falder på plads med hensyn til op- og nedrykning. Hornslet gjorde sit ved at vinde en sikker sejr, men hjælpen fra Åstrup/Hammelev, som skulle besejre Auning, udeblev, og så blev det kun lige ved og næsten for Hornslet. På forhånd lignende denne kamp en ren walk-over, og med den holdning i baghovedet bliver indsatsen også derefter. Kampen starter lidt sløvt og idéforladt men med Hornslet i den klart dominerende rolle. Midt i halvlegen dribler René Højgaard sig fri i venstre side og lægger et godt indlæg ind til en helt fri Jakob Krogh som kan heade føringsmålet ind. Hovedet bliver også benyttet til 2-0 målet, hvor Henrik Graversen pander et hjørnspark ind bag keeperen. Grenaa har knap nok en eneste reel chance i 1. halvleg og de skulle få større problemer efter pausen, hvor de har opgivet ethvert håb om point i denne kamp. Jacob Winther sparker bolden på overliggeren, og Henrik Graversen følger op på riposten og scorer sit 2. mål. Senere er det Steen Kjeldsen, der scorer til 4-0 på et straffespark begået mod ham selv, og 5-0 bliver det da Jacob Winther sparker bolden i nettet fra højre side af feltet. Direkte på frispark sætter Jakob Krogh bolden ind bag en ikke helt sagesløs Grenaa-keeper til slutresultatet 6-0. Sæsonens største sejr, men paradoksalt nok var det en ringe spillet kamp, hvor Grenaa absolut INTET havde at byde på, og Hornslet ikke behøvede at spille sig ud. Seks sejre i træk og Hornslet slutter af som efterårets hold en flot slutspurt af holdet, der var meget tæt på at snuppe den oprykningsplads, der syntes umulig at nå for blot to måneder siden.
Turneringskamp 14. oktober
HIF Hasle B 5-3
Den intense spænding i toppen af rækken har fået mange tilskuere til at finde vej til Hornslet Stadion, og de fik en spændende og målrig kamp for den gratis entré. Hornslet er klart spilstyrende i starten af kampen og formår at lægge et godt pres på Hasles usikre forsvar. Jakob Krogh åbner scoringen efter 12. min. med et flot hovedstødsmål, og ti minutter senere følger han op på Faxes flotte spark, som keeperen kun halvklarer, og prikker bolden ind til 2-0. Men så er det også slut med Krogh-show for denne gang, da han må udgå med en grim flænge i øjenbrynet, som må syes på hospitalet. Derefter kommer Hasle mere med i kampen, og i halvlegens sidste minutter reducerer de til 2-1. Også anfører (i dagens anledning) Rene Højgaard må midlertidigt udgå med en skade, og holdets bredde kommer på en hård prøve. Hasle begynder at presse på, men da Faxe scorer til 3-1 på et lob over den svage keeper, som har bevæget sig alt for langt ud, ligner det igen en Hornslet-sejr. Hasle kæmper for at undgå nedrykning, og de fortsætter med at presse det febrilsk spillende hjemmehold, som har nok at gøre med at sparke væk. Gæsterne reducerer på straffe og udligner til 3-3 kort efter. En kold spand vand i hovedet på Hornslet, men trods alt en logisk konsekvens af Hornslets svage spil i denne periode. Hornslet skal dog roses for stor moral ved at komme tilbage i kampen i det sidste kvarter, hvor Thomas Hansen tilkæmper sig et straffespark, som Steen Kjeldsen sikkert udnytter til en 4-3 føring. Til sidst er det René Højgaard der tager sagen i egen hånd og lukker kampen med målet til 5-3. Bortset fra den første halve time med glimrende spil var det en svag spillet kamp af Hornslet, men vi fik skrabet endnu en sejr hjem den 5. i træk. Hornslet rykker med sejren frem på 3. pladsen og bevarer chancen for oprykning, men det kræver hjælp fra Åstrup/Hammelev som i sidste runde spiller mod nr. 2 i rækken, Auning.
Turneringskamp 7. oktober
Nørager BK HIF 1-3
Nørager var inden denne kamp ubesejret i efteråret, og gennem hele sæsonen har de ikke tabt på hjemmebane. Den statistik er Hornslet så ubarmhjertige at punktere med en sejr, der kommer i hus på flot, disciplineret fight. Blot 2 minutter er der spillet, da Hornslet sender et glimrende indlæg ind i hovedet på Henrik Graversen, som ikke har problemer med at passere NBK-keeperen. Resten af halvlegen har Nørager et lille overtag uden dog at blive decideret farlige. Hornslets kontrastød er der mere idé over, og det forløsende mål til 2-0 falder få minutter inde i 2. halvleg, hvor Jakob Krogh går solo, afdribler et par forsvarere og sætter bolden sikkert i kassen. Det afgør i realiteten kampen, og selvom Nørager reducerer fem minutter senere, er de ikke for alvor i stand til at true Hornslets sejr. Tyve minutter før tid sender Jakob Krogh sejrsmålet i nettet hans 14. sæsonmål og dermed en foreløbig tangering af sidste års målhøst. Jakob spillede på ny en stor kamp, og han har for alvor fået pudset formen af her i efteråret. Det er ikke nogen hårdt spillet kamp, men alligevel falder der seks kort i kampen tre til hvert hold, deriblandt et rødt kort til Henrik Graversen for en unødvendig hævnakt. Han står nu desværre til karantæne i næste kamp, som er mod Hasle B, der kæmper for at undgå nedrykning.
Turneringskamp 29. september
IF Ådalen HIF 0-4
I det tredje forsøg i år lykkes det endelig at vinde over Ådalen, og så skete det endda med manér. Ådalen mangler stadig et par point for at sikre en ny sæson i serie 3, men hjemmeholdet spillede en halvskidt kamp i dag, og den fighterånd, der altid florerer i Lime og omegn, er ikke nok til at skaffe point denne gang. 1. halvleg bliver spillet i et moderat tempo men med en del chancer i begge ender af banen. Ådalen er altid farlige på deres dødbolde og de kommer frem til mange hjørnespark i løbet af kampen. Midt i halvlegen er heldet med Hornslet, da Ådalen to gange sparker bolden på stolpen. I den anden ende er der mere konsekvens i afslutningerne, og fem minutter før pausen bliver Jakob Krogh spillet fri, og han scorer sikkert. Bagud 0-1 er hjemmeholdet tvunget længere frem på banen, og det udnytter Hornslet efter en times spil, hvor Faxe scorer efter et flot kontraangreb kreeret af Morten Petersen og Steen Kjeldsen. Derefter er det som om Ådalen går lidt i opløsning, og i slutfasen kan Henrik Graversen score de sidste to mål på sologennembrud, hvor han ved hjælp af sin fysik bringer sig fri i feltet til scoring. Graver har trods sin korte tid i klubben allerede markeret sig stærkt på både topscorerlisten og bisselisten. Med tre kampe tilbage er det lige før vi selv kan afgøre vores skæbne, for hvis vi vinder de resterende kampe er der meget der tyder på oprykning til serie 2. Men som sagt kampene skal vindes, og næste kamp mod Nørager, som har spillet stærkt i efteråret, bliver en vanskelig opgave, hvor vi får brug al den optimisme, spilleglæde og disciplin, der har præget de seneste tre kampe.
Turneringskamp 22. september
HIF ST 70 7-1
En helt fortjent storsejr sæsonens største og en opvisning i træfsikkerhed af Jakob Krogh, som scorede hele 5 mål i kampen. Bundholdet ST70 har blot fem point, men det hindrer dem ikke i at komme bedst fra start, da de scorer åbningsmålet efter seks minutters spil. Det vækker tilsyneladende Hornslet, som derefter sidder tungt på resten af kampen. Jakob Krogh er den første, der udnytter overtaget og scorer to gange på mindre end ét minut. Inden der fløjtes til halvleg har Jakob scoret endnu to gange til pausestillingen 4-1 fire mål på 25 minutter, scoringer med begge ben og med hovedet. I slutningen af halvlegen spiller Hornslet kun med 9 mand pga. gule kort, men ST70 er ikke i stand til at udnytte den fordel. Efter pausen går der et stykke tid før næste mål falder. Hornslet har flere gode muligheder, og tyve minutter før tid er det Henrik Graversen, der header bolden i nettet på et godt indlæg fra Jakob Krogh. Senere er det Reza Sheikh, der lægger bolden ind til Krogh, som lidt tilfældigt får den skramlet i mål. Bo Andersen slutter festen ved at gå solo kun Henrik Madsen kan følge med, men Bo afslutter selv, ved at lobbe bolden over keeperen til 7-1. Sejr på en billig baggrund, men vi fik gang i scoringerne og forbedret den ikke alt for overbevisende målscore. Efterhånden har vi fået hele holdet til at fungere, så der skulle være gode muligheder for at ændre på den uheldige vane vi har med at tabe til Ådalen, som vi skal møde næste weekend.
Turneringskamp 15. september
Auning IF HIF 1-2
En sejr af de rigtig sjove. Auning er tophold og har massiv tilskueropbakning, men der er ikke til at se på det spil de leverer. I lang tid har man kunne undre sig over, hvordan et så svagt spillende hold kunne ligge til oprykning, men faktum er, at Auning sandsynligvis er det ene af de to hold, der rykker op i serie 2. I dag var det nu vores tur, og vi leverer en flot indsats. Fra start er det Hornslet, der er ovenpå, og holdet spiller bolden pænt rundt, mens hjemmeholdet ofte sparker lange adresseløse bolde fremefter. Der bliver ikke produceret specielt mange chancer i 1. halvleg, men da Faxe får frispark på kanten af feltet, ligner det en stor mulighed. Faxe tager selv og sparker bolden flot op i nettaget til føring i halvlegens sidste sekunder. Man sidder med fornemmelsen af at det ikke kan gå galt, og da Henrik Graversen scorer til 2-0, kan Hornslet efterfølgende tage det lidt med ro. Først da med en halv time tilbage af kampen vågner Auning op og begynder at komme til chancer. Martin With i målet har en af de gode dage, hvor intet kommer forbi ham, indtil Graver tre minutter før tid begår straffespark. Auning reducerer, men det er for sent til at bringe den fortjente Hornslet sejr i fare. Der bliver kæmpet flot for sagen i dag, og det er en fornøjelse at se, at holdånden stadig er til stede.
Turneringskamp 9. september
HIF IHF 1-3
Tredje gang vi taber til IHF i år, og det begynder at blive en dårlig vane. IHF presser på fra kampens start, og Hornslet kommer til at stå langt tilbage på banen, ude af stand til at kæmpe sig ud af det massive pres. Når spillerne erobrer bolden er der meget langt op til de to frontløbere, som naturligt nok havde svære betingelser mod det meget kompetente forsvar. Men Hornslet forsvarer sig flot halvlegen ud, og stadig kan alting ske, og kampen kan vende med et mål på et tilfældigt kontrastød eller en dødbold. Og den mulighed opstår netop, da René Højgaard tilkæmper sig et straffe efter en times spil. Steen Kjeldsen tager som altid straffespark, men han brænder den store chance for at bringe holdet foran. Derefter står der IHF på det meste, og holdet får endelig udnyttet det massive overtag til at score tre gange. Kampen er afgjort, og i de sidste ti minutter får hjemmeholdet lov til at lege lidt med. Det udnytter indskiftede Henrik Larsen til at sparke bolden i kassen efter et par gode driblinger. En helt fortjent sejr til topholdet IHF, som endnu engang viste sig at være en klasse over os. Dermed er oprykning igen 9 point væk, mens der "kun" er 7 point til nedrykningsstregen. Næste weekends venter en ny, svær opgave mod det andet tophold, Auning, som vi spillede 0-0 mod i foråret.
Turneringskamp 1. september
Lyseng IF HIF 0-1
Hornslet bliver sat under et gevaldigt pres af hjemmeholdet, som sidder på det hele i første halvleg. Til dels på grund af modvinden er Hornslet kun sjældne gæster på Lysengs banehalvdel, og efterhånden må holdet koncentrere sig om at holde den målløse stilling til pausen. Lyseng er et hold bestående af realtivt små, men teknisk stærke spillere, og det plejer at passe Hornslet ganske godt. Og det blev da også bedre i anden halvleg, hvor vi spiller os frem til mange chancer på kontraangreb. Det er stadig Lyseng, der har bolden mest, men nu er det Hornslet, der spiller sig frem til de åbne muligheder. 15 minutter før tid lægger Faxe en frisparksbold ind over, hvor Jakob Krogh dykker ned og sætter panden på bolden til det endelige sejrsmål. Tre gule kort bliver der tildelt Hornslet i en ellers fair spillet kamp. Martin Withs femte clean sheet i år (rekord?), og en god indsats af forsvaret, som nyder godt af den lidt mere defensive midtbaneformation, træneren har stillet op i de seneste kampe.
Turneringskamp 25. august
HIF Åbyhøj IF 3-0
Så fik vi endelig sommerferien ud af benene og spillet os til en kærkommen sejr. I første halvleg sidder vi på kampen og spiller bolden pænt op ad banen. Åbyhøj har ikke én eneste reel målchance før pausen, hvilket vi kan takke et godt organiseret Hornslet forsvar for. 37. minutter går der, før Jakob Krogh scorer til 1-0 på et fladt langskud fra en lidt spids vinkel. Krogh var med for første gang i efteråret, og trods manglende træning er målinstinktet stadig til stede. Efter pausen er det som om, spillerne får gummiben. Vi spiller os stadig frem til chancer, men får ikke lukket kampen med et afgørende mål. Spillet bliver febrilsk og Åbyhøj kommer efterhånden ind i kampen igen. Først 5 minutter før tid kan hjemmeholdet ånde lettet op, da Jakob Krogh afgør kampen med sit andet mål, og minuttet efter går Jacob Winther solo og scorer til slutresultatet 3-0. En helt fortjent sejr, og det var absolut ingen grund til at lukke Åbyhøj ind i kampen. Sejren var meget vigtig, for nu er der igen taget afstand til nedrykningstregen. Hornslet bør ikke få problemer med at blive i serie 3, hvis holdet fastholder de gode spillemæssige takter og giver den en ekstra tand til træning, så vi også konditionsmæssigt kommer op på serie 3 niveau.
Næste kamp er ude mod Lyseng, som har vundet over de to tophold og tabt til det suveræne bundhold ST70.
Turneringskamp 18. august
Åstrup/Hammelev IF HIF 2-2
Hornslet burde nok have vundet denne kamp over et meget defensivt og primitivt hjemmehold, som absolut ikke var interesseret i at skabe kampen. Lidt ironisk at klubben afkræver penge af tilskuerne, når træneren vælger en så publikumsfjendsk taktik. Å/H holder mange folk tilbage i forsvaret, men alligevel er det dem, der scorer kampens første mål. René Højgaard udligner inden pausen på et rigtigt energimål, og i halvlegen er der optimisme at spore på holdet. Hornslet sætter pres på i 2. halvleg, men det er hjemmeholdet, der kommer foran på et af deres sporadiske kontrastød. Med en halv time igen sidder Hornslet på det hele, mens Å/H blot står tilbage i eget felt og losser bolden væk. Hornslet har flere store chancer, bl.a. to skud på indersiden af stolpen, og resten tog hjemmeholdets udmærkede keeper sig af. I de sidste minutter går forsvarsspillerne med frem på hjørnesparkene, og minsandten om det ikke er anfører Kenneth Kristensen, der scorer hans årlige sæsonmål i overtiden. Bolden dumper ned i feltet, hvor han sparker bolden fladt forbi keeperen til stor jubel blandt spillerne. Umiddelbart efter fløjter dommeren kampen af. Med en scoring så sent i kampen føles det næsten som en halv sejr, men i bund og grund er vi et langt bedre fodboldhold end Åstrup/Hammelev og skulle have hevet sejren hjem uafgjort giver for lidt i tabellen, hvor Åstrup/Hammelev stadig ligger et point foran os.
Turneringskamp 11. august
HIF Søften GF 1-6
Hornslet har to chancer allerede inden for de første minutter i kampen, men skabte ellers forbavsende få chancer på trods af, at holdet havde bolden meget. Søften lever kampen igennem på kontraangreb og er uhyre effektive foran målet.
0-3 ved halvleg er absolut i overkanten, for det er Hornslet der skaber kampen og spiller det bedste fodbold. Efter pausen har Hornslet vinden i ryggen og lægger et stort pres på Søftens forsvar, men kommer aldrig igennem til de helt oplagte chancer. Som kampen skrider frem bliver afleveringerne mere og mere sløsede og de interne skænderier tager til i styrke. Presspillet afløses af ligegyldighed på et hold, som tilsyneladende har opgivet enhver tanke om at redde æren. Dommeren tillader at der bliver gået til vaflerne, og det har aldrig været noget Hornslet bryder sig om. Flere af HIF-spillerne slår op i banen, når de udsættes for hårde tacklinger, skub i ryggen og ryk i trøjen. Og de spillere, som giver igen af samme skuffe, går over stregen og får gule kort til følge. Med ti mand på banen de sidste tyve minutter kan Hornslet blot overvære, hvorledes Søften ydmyger hjemmeholdet med tenniscifre til stor frustration for spillerne. Steen Kjeldsen scorer trøstmålet på straffespark. Som det efterhånden er for vane får Hornslet atter en dårlig start på efterårssæsonen, og der bliver noget at rette op på til næste gang. Spillet er sådan set godkendt de første 60-70 min., men rigtigt farligt blev det aldrig. Dertil var opspillet for langsomt og upræcist.
Træningskamp 31. juli
HIF Pindstrup IF (serie 4) 4-2
Endnu en 4-2 sejr i en lidt tam affære uden den helt store intensitet i kampen. Pindstrup kommer foran efter et mindre forsvarskoks, og niveauforskellen (som der bør være) er på dette tidspunkt ikke synlig, men senere i kampen får Hornslet overtaget. René Højgaard udligner med et liggende hælspark (lyder flot, men det var det ikke). "En klassisk Winther" udbrød træneren om føringsmålet sat ind af Jacob Winther, og alle var enige. Som det også skete i sidste kamp sætter Winther et par mand af, før han fra kanten af feltet udplacerer keeperen et nydeligt mål. Og målet til 3-1 var heller ikke så ringe endda René Højgaard runder en forsvarsspiller og kommer alene med keeperen, som han passerer med et ydersidespark. Søren Andersen kroner en meget energisk indsats fra hans side med målet til 4-1. Han skyldte også et mål efter et par alvorlige afbrændere. Pindstrup får et trøstmål i overtiden, men ellers står forsvaret stærkt, og reservekeeper Jacob Kliver kan ikke klandres for målene. På lørdag gælder det Rosenholm Mesterskaberne, hvor Hornslet først møder Mørke og dernæst Ådalen.
Træningskamp 28. juli
HIF BMI (serie 4) 4-2
Så kom førsteholdet i gang igen efter sommerferien, og holdet startede blødt med en kamp mod serie 4 holdet fra Beder-Malling. Hornslet dominerede stort i kampens start og får hurtigt hul på bylden med et flot mål af "hjemvendte" René Højgaard. Han scorer endnu et mål i 2. halvleg og de to sidste mål bliver sat ind af henholdsvis Jacob Winther, som på klassisk vis runder modstanderen og drejer bolden forbi keeperen, og af nytilkomne Henrik "Graver" på et alt andet end sikkert sparket straffespark. En Jyllandsserie-spiller fra Grenaa, som går under navnet "Spunk", spillede testkamp for Hornslet og viste ganske lovende takter på midtbanen. Fremtiden vil vise, om der bør skrives kontrakt med den erfarne og fysisk stærke spiller. BMI havde en kort opblomstring i 1. halvleg, men i 2. halvleg blev de spillet ud på røv og albuer, og havde Hornslets driblestærke spillere bare en gang imellem valgt at skyde på mål i stedet for at drible rundt om sig selv, kunne sejren være blevet mindst dobbelt så stor.
Turneringskamp 16. juni
HIF Grenaa IF 6-1
Årets foreløbig største sejr og den er ikke ét mål for stor. Hornslet sidder på kampen fra start, og Grenaa giver gavmildt god plads på midtbanen, så hjemmeholdets kombinationer flyder, som det ikke er set længe. Jakob Krogh, som er rykket frem i angrebet i dag, åbner scoringen efter 15 min, og præcis ét minut senere har han gjort det til 2-0 og tredoblet hans personlige målhøst i år. Jens Fischer, som til gengæld er flyttet ned på højrekanten, scorer sit første sæsonmål, kort efter Grenaa har reduceret på straffe. Anden halvleg skæmmes af svinsk Grenaa-spil, og 6-7 kort bliver uddelt til de to hold heriblandt et rødt kort til en ellers velspillende Bo Andersen. Gassen går lidt af ballonen, og Hornslet ser ud til at være tilfredse med at køre bolden rundt. Indtil 10 min. før tid, hvor det bliver 4-1 direkte på frispark af Faxe, som på forunderlig vis får bolden til at brække så meget i luften, at keeperen bliver reduceret til en måbende tilskuer. 5-1 ved Morten Overgård, som har fået sin anden ungdom i en mere offensiv rolle. 6-1 ved Henrik Larsen, som endnu engang beviser, at han er bedst som indskiftningsspiller. Med spil som i dag er der igen optimisme på holdet, og selvom Grenaa bestemt ikke hører til de stærkeste hold i rækken, er der ingen grund til at forklejne den flotte sejr, som afslutter en god forårssæson.
Turneringskamp 10. juni
Hasle B HIF 1-2
Kampen starter i et hæsblæsende tempo med to hold med vægten på det offensive. Alene inden for det første kvarter err der otte oplagte chancer de fleste af dem til Hornslet, som generelt dominerer halvlegen, men mangler det afgørende "killer instinkt", som kan bringe holdet foran. Hornslet går til kampen med afbud fra flere af de bærende kræfter, men det var ikke til at se i kampens start, hvor de nye gør et godt indtryk. Trods de mange chancer må vi frem til 10 min. inde i anden halvleg før det første mål falder, signeret af Faxe, som fra en position uden for feltet sparker den glimrende op i hjørnet uden chance for Hasle-keeperen. Og det er endda i en periode, hvor Hasle er kommet mere med i kampen, da flere af Hornslet-spillerne tilsyneladende stadig kører på minimal træningstilstand. Efter scoringen trækker Hornslet sig en anelse tilbage på banen, og det straffes 6 min. senere, hvor en offside fælde kikser, og Hasle får skovlet bolden i mål til udligning. Efter Hornslet har været overlegne i 1. halvleg bliver kampen mere jævnbyrdig den sidste halve time, hvor Hornslet står 10 meter længere tilbage på banen. Længe ligner det en uafgjort kamp, indtil Faxe i overtiden dribler rundt i feltet og ganske reglementeret bliver tacklet, et indgreb som overraskende og ufatteligt heldigt takseres til straffespark denne gang var dommeren på vores side. Steen Kjeldsen scorer på kampens sidste spark til en på én gang både lidt heldig men alligevel helt fortjent sejr.
Turneringskamp 2. juni
HIF Nørager B 1-3
Der er væsentlig spillemæssig fremgang at spore, men det rakte ikke til sejr i dag. Kampen starter i et jævnt tempo, hvor Hornslet har bolden mest, men det er Nørager, der åbner scoringen efter et kvarters spil. En kold dukkert i den silende regn og selvtilliden var for en stund helt i bund. Det får René Højgaard dog rettet op på med udligningen, hvor han kommer fri med keeperen efter gode kombinationer foran feltet. Desværre må hjemmeholdet gå til pause bagud 2-1, da Nørager scorer lige før pausefløjtet. Det er et mere defensivt Nørager hold, som kommer på banen efter pausen. Hornslet forsøger at lægge tryk på bl.a. ved at rykke Morten Petersen frem som angriber, og holdet kombinerer til tider flot men forsømmer at skyde udefra på den regnvåde bane. Nørager spiller decideret kontra-bold, og det giver bonus i form af mål, da Henrik Larsens ellers perfekte tackling i feltet udløser straffespark, til stor frustration for HIF-spillerne. Anfører Kenneth Kristensen må i den forbindelse se gult for voldsomme, men forståelige, protester. Hornslet fortsætter presset, uden at der bliver scoret yderligere, og trods favoritrollen i denne kamp, må holdet erkende nederlaget.
Turneringskamp 24. maj
HIF IF Ådalen 2-4
Vi må vist erkende, at spillet ikke har fungeret optimalt de seneste fem kampe. Ådalen starter klart bedst og lægger et godt pres på hjemmeholdet, som resulterer i tre scoringer inden for den første halve time. To af målene blev scoret på giftige hjørnespark, hvor vores svagheder i luftrummet i den grad blev udstillet. Det skal dog siges til spillernes ros, at de aldrig giver op, og da en af banens mindste, Henrik Larsen, scorer på hovedstød kort før pausefløjtet, er intet umuligt. Som anden halvleg skred frem får Hornslet et lille overtag i spillet men stadig uden at komme frem til oplagte chancer. I slutfasen forsøger Hornslet at lægge mere pres på Ådalen. Fire minutter før tid reducerer René Højgaard til 2-3, men der bliver ikke satset helhjertet på at få udlignet, så da Ådalen scorer på en kontra i sidste minut, er det blot ekstra pynt på en fortjent sejr. Lokalrivalerne fra de yderste egne af kommunen var meget mere tændte til opgøret, og gejst og vilje var til forskel på de to hold i dag.
Turneringskamp 19. maj
ST 70 HIF 1-4
Hjemmeholdet er løbet ind i et par store nederlag i foråret, og med deres bundplacering hører de til et af de hold, som bare SKAL besejres. Første halvleg var dog en jævnt søvndyssende affære tempoforladt og med et hav af fejlafleveringer. Først efter 37. min. udnytter Bo Andersen en af de få målchancer, der var i halvlegen, til en trods alt fortjent Hornslet føring. Efter pausen flyder kombinationsspillet lidt bedre, og med tålmodig opbygning kommer Hornslet til en del flere chancer. Jacob Winther øger føringen til 2-0, og to minutter senere scorer debutanten Carsten Madsen til 3-0. Jakob Kliver vikariede som målmand, og han brillerede med et par flotte refleksredninger, før han midt i anden halvleg måtte se sig passeret en enkelt gang. Topscorer René Højgaard fik gang i målscoringen igen (efter fire kampes måltørke), da han helt fri i feltet udnyttede trætheden i ST-forsvaret til at afgøre kampen.
Turneringskamp 12. maj
HIF Auning IF 0-0
Endnu en gang må vi tilbage i annalerne for at finde fortilfælde, men da redaktionens statistik kun går tilbage til 1996, har det ikke været muligt at finde en tidligere 0-0 kamp på herresiden. En brændende sol gør kampen til en hed affære, og det bærer tempoet også præg af. Specielt første halvleg foregik i et aldeles behersket tempo, hvor det er Auning der lægger pres på fra kampens start. Gæsterne har det meste af spillet og flere chancer i første halvleg, men udnytter dem dårligt. I anden halvleg vender spillet til Hornslets fordel takket være et par gule kort til modstander holdet, men Auning er stadig farlige på dødboldssituationer. I de sidste 10-15 minutter lægger Hornslet et fornuftigt pres og har flere muligheder for at fjerne det ene af de kedelige nul, men igen i dag var offensiven ikke helt skarp nok, selvom der var tendenser til mere. Uafgjort er måske nok et retfærdigt resultat af kampen, men et par mål i begge ender af banen havde pyntet på kampen. Hornslet er mere kendt for deres offensive, målsøgende spil, som vi gerne skulle finde tilbage til, men i dag var vilkårene vanskelige midtbanen havde forståeligt nok ikke kræfter til at støtte angrebet tilstrækkeligt under den bagende sol. Flot af forsvaret og keeperen at holde målet rent for tredje gang i år.
Turneringskamp 5. maj
IHF HIF 3-2
Én gang er en tilfældighed to gange er en tendens. Vi må nok erkende, at IHF, nedrykkere fra serie 2, er et bedre hold end os, og det knebne nederlag giver ikke det rette billed af kampen hjemmeholdet har spil til mere end det men er ikke lige så skarpe foran målet, som sidst vi mødtes. IHF kommer foran efter blot 9 min. og sidder på det meste af spillet i kraft af bedre fysik og evnen til konstant at løbe i de frie huller. Hornslets midtbane bliver i perioder presset for langt tilbage og er derfor ikke i stand til at støtte angriberne i de sporadiske forsøg på etableret angrebsspil. IHF øger føringen i anden halvleg, og Hornslet bliver ramt af to gule kort inden for kort tid, men trods en periode med kun 9 mand på banen går holdet ikke i opløsning som sidst, og da Flemming Tønnesen header et hjørnespark i mål, tændes et lille håb igen. En misforståelse i Hornslet-forsvaret giver imidlertid IHF det afgørende mål til 3-1, før Henrik Larsen kan pynte på resultatet med en solotur kort før tid. Hornslet-spillerne kæmpede såmænd udemærket mod overmagten, specielt i det defensive arbejde, hvorimod angriberne var kommet i menneskehænder mod rækkens stærkeste forsvar.
Pokalkamp, 1. runde, 28. april
IHF HIF 6-0
Kort sagt en umanerlig pinlig oplevelse, der bør glemmes hurtigst muligt. Det ligger nærmest i luften, at kampen bare skal overståes uanset resultatet da pokalfodbold har meget lav prioritet. Det ellers så sikre og stabile forsvar kikser i flere tilfælde, men det kan dog ikke lastes for hele miseren. Efter IHF's tidlige føringsmål, kom Hornslet mere med i kampen og havde flere chancer for at udligne, men da IHF scorer umiddelbart før og efter pausen til 3-0, går Hornslet i opløsning, og i løbet af 9 minutter er tenniscifrene en realitet. Jakob Krogh har ganske vist flere muligheder for at reducere til et mere humant resultat, men uden held. Pokalturneringen er overstået for i år, og Hornslet kan koncentrere sig om turneringen, hvor weekendens opgave hedder..... IHF.
Turneringskamp 28. april
HIF IF Lyseng 2-0
Endnu en tæt kamp, men dog med et lille overtag til Hornslet. Stor indsats af forsvaret, som endnu engang viser godt samarbejde og holder målet rent for anden kamp i træk en bedrift som vi ikke har oplevet siden 1996. Lyseng kommer ikke frem til mange chancer, og i den anden ende er Hornslet tilsmilet af heldet, da Gert Knudsens halvkiksede langskud bliver rettet af, og bolden langsomt kan trille over målstregen. Midtvejs i anden halvleg tager indskiftede Henrik Larsen et meget langt rush op af højrekanten og ender med at blive nedlagt på kanten af feltet, hvilket fører til udvisning af Lysengs bagerste mand. Frisparket sparker Jakob Krogh smukt op i nærmeste hjørne, og der er kampen i realiteten afgjort. Ikke en kamp der vinder priser for æstetik, men en disciplineret holdindsats, som bringer Hornslet til tops i serie 3.
Turneringskamp 21. april
Aabyhøj IF HIF 0-2
En svær kamp, Aabyhøj var en stærk modstander og kampen var hele vejen igennem meget lige. Aabyhøj bliver handicappet efter 5 min, da keeperen bliver skadet og måtte udgå. Det havde dog ikke den store indflydelse, da René Højgaard midt i halvlegen smækker bolden op i hjørnet fra kanten af feltet den kunne den regulære målmand heller ikke have nået. Aabyhøj viste til tider ganske glimrende spil og var i flere omgange tæt på at udligne. Efterhånden som kampen skred frem, blev tacklingerne gradvist hårdere, men dommeren var meget tolerant, og kun Thomas Hansen måtte se gult. I perioder er det Aabyhøj der lægger presset, mens Hornslet lever på kontra, og først i det 87. minut lukkes kampen, da René Højgaard igen scorer på et lob over keeperen. Måske den hidtil sværeste modstander i år så meget desto større var glæden over sejren.
Turneringskamp 19. april
Søften GF HIF 1-3
Søften var på forhånd udset som en af de vanskelige kampe, men Hornslet får en perfekt start på kampen, da René Højgaard i 9. minut modtager en flot frispilning og med et lob bringer holdet foran. Kampen bølger frem og tilbage, med et lille overtag til Hornslet. Midt i halvlegen får Jacob Winther bolden i feltet, vender rundt og udplacerer målmanden til 2-0 føring. Derefter er det hjemmeholdet, der sætter gevaldigt pres på og flere gange er tæt på at reducere, men stillingen holder til pausen. I anden halvleg kommer Hornslet langsomt tilbage i kampen, og da Henrik Madsens ryk ind i feltet ender som styrtløb, er det en smal sag for Jacob Winther på det efterfølgende straffespark at lukke kampen af. Søften får et trøstmål, men var generelt, trods meget spil, ufarlige foran mål. Der var gule kort til Flemming Tønnesen og Jacob Winther.
Turneringskamp 12. april
HIF Åstrup/Hammelev IF 2-3
Efter en flot afslutning på træningsturneringen, blev det hverdag for Hornslet igen. Aastrup/Hammelev gæstede Hornslet, og det var et meget mere tændt Aastrup/Hammelev-hold, der lagde bedst ud. Aastrup/Hammelev bragte sig foran efter et hjørnespark, hvor Hornslets målmand With stødte sammen med en af sine forsvarere. Kort efter var den gal igen, og efter lidt tilfældigt spil foran Hornslet-målet havnede bolden foran en Aastrup-angriber, der udækket kunne heade bolden ind til en 2-0 føring. I denne periode formåede Hornslet ikke at tilspille sig en reel målchance.Stadig inden dommerens sidste fløjt i første halvleg, lykkedes det på mærkværdig vis en Aastrup-spiller at "tiltvinge" sig et straffespark. Det var en kendelse, som ikke engang mandskabet fra Aastrup/Hammelev kunne forstå. Straffesparket blev eksekveret til halvlegsresultatet 3-0 i Aastrup/Hammelevs favør.I anden halvleg fik Hornslet mere spil, men tilspillede sig stadig ikke mange målchancer. Det lykkedes dog Hornslets Kristoffer "Faxe" at få pyntet på resultatet med 2 scoringer, inden dommeren fløjtede kampen af. Det var en rigtig off-dag for Hornslet intet virkede, spillerne hver og én var uden gejst, og selv om Aastrup/Hammelev blev reduceret til 10 mand midt i anden halvleg, blev dette ikke udnyttet.
Træningskamp 9. april
HIF Kolind/Perstrup 3-2
Første halvleg var en rodet affære, og det var Kolind, der kom bedst fra start og fik gennemspillet Hornslets svage forsvar og midtbane med fornuftige kombinationer, der resulterede i scoring til Kolind. Herefter fik Hornslet bedre fat i begivenhederne, og midt i 1. halvleg udlignede Hornslet. I starten af anden halvleg bragte Hornslet sig foran med to hurtige scoringer, hvorefter hjemmeholdet dominerede slaget. Luften gik ud af Kolind, men alligevel fik de et reducerende mål kort før dommerens sidste fløjt. Der skal helt bestemt andre takter frem på torsdag mod Aastrup/Hammelev.
Træningskamp 31. marts
HIF Purhus 5-2
Det lignede på forhånd en overkommelig opgave af den slags, som Hornslet ofte tager lidt for let på. Men hjemmeholdet gik til angreb fra kampens start, og på et flot gennemspillet angreb efter blot 6 min. scorede Reza Sheikh til 1-0. Et par minutter senere er det Ulrik Jønshøj, der bragte Hornslet yderligere foran. Selv om Purhus et par gange nærmede sig, så sejren aldrig ud til at være i fare. To scoringer på straffe af René Højgaard lukker kampen, og en flugter af Jakob Krogh slutter festen af. De sidste 25 min. løb Purhus ind i et par frustrationsudvisninger, og der gik efterhånden lidt brasser-bold (læs: ineffektivitet) i Hornslet. Powerplay situationerne udviklede sig til nipseri foran målet og forhindrede en større sejr. Hornslet vandt dermed træningsturneringen ganske overbevisende med 6 sejre i 7 kampe og en målscore på 20-8.
Træningskamp 24. marts
ST 70 HIF 2-3
En usædvanlig dårlig indsats af Hornslet mod en modstander som næppe henter mange point i serie 3. Hornslet præsterede at komme bagud 2-0 efter et kvarters spil, og specielt i starten af kampen virkede spillerne temmeligt ugidelige. Selvom banen var i elendig forfatning, var der ingen tvivl om, at Hornslet spiller for spiller var klart bedre end ST 70, og da Henrik Dueholm reducerede, var det egentlig blot et spørgsmål om tid, før kampen ville vende. Kort før pausefløjtet får Jens Fischer lidt tilfældigt skrabet bolden over målstregen til udligning. Vi skulle en time hen i kampen, før Gert Knudsen valgte at bruge hovedet til at score med og med et af fodboldhistoriens blødeste hovedstødsmål, hvor bolden kun med nød og næppe kunne trille over stregen, sikrer han en, trods alt, fortjent sejr. Selv på en decideret off-day kan Hornslet vinde fodboldkampe.
Træningskamp 17. marts
HIF Spentrup IF 3-0
Endelig fik Hornslet en god start mindre end 1 minut efter bolden var givet op, havde René Højgaard sendt bolden i Spentrups mål. Der blev fightet flot i første halvleg, men det førte ikke til flere scoringer. Efter pausen lader Hornslet sig presse tilbage på banen, og det fører til flere uudnyttede Spentrup chancer. Til slut på kampen satte Hornslet igen trumf på med to scoringer i løbet af to minutter først var det igen René som flugtede på et perfekt indlæg fra Reza, og dernæst var det Gert Knudsen, der havde bevæget sig ind i det lille felt og fik prikket bolden ind til slutresultatet 3-0. En kamp hvor spillet ikke flød specielt godt, men holdet kæmpede for sagen og fik med sejren bragt sig til tops i træningsturneringen.
Træningskamp 13. marts
HIF Hadsten GF 2-0
Træningskamp 11. marts
HIF Harlev (s2) 3-2
Igen fik Hornslet i dårlig start på kampen mod nedrykkerne fra Serie 1, Harlev, som lagde ud med hurtigt kombinationspil. De var simpelthen en klasse bedre de første 20 minutter, og det førte da også til to Harlev-scoringer. Men Hornslet fightede videre, og da Henrik Dueholm scorer efter et gennemspillet angreb, var kampen igen åben. Jens Fischer udlignede kort før pausen og fik senere gult kort for forsøg på en "Raul" foran målet. I anden halvleg vendte kampen, og spillet begyndte at flyde for hjemmeholdet, som ganske vist misbrugte en del oplagte chancer, før Henrik Madsen på en forrygende helflugter sikrede en fortjent sejr.
Træningskamp 10. marts
HIF B65 1-1
Hjemmeholdet startede skidt og uorganiseret, hvilket tildels kunne tilskrives en taktisk fejldisposition af træneren, og dels en umotiveret indsats af spillerne. En ændring i opstillingen gav mere styr på tingene, men det var alligevel B65 der scorede først, kort inde i anden halvleg. Et klart overtal i scoringsmuligheder til Hornslet førte langt om længe til udligning ved Henrik Madsen. Hornslet var det bedste hold og havde fortjent sejren.
Træningskamp 3. marts
Mariager fS HIF 1-3
På en snedækket bane var Hornslet alligevel i stand til at vise gode takter og vandt en sikker 3-1 sejr. Mariager åbnede scoringen i det 20. minut, men inden pausen havde René Højgaard udlignet og Ulrik Jønshøj bragt Hornslet foran 2-1. Efter pausen lagde Hornslet presset længere fremme, hvilket førte til en del chancer, der ikke blev udnyttet til fulde. Begge hold fik tildelt straffespark, og hvor Mariager brændte deres var René Højgaard mere kompetent på 11-meter pletten og scorede hans andet mål. Selvom banen var svær at spille på stod det klart, at Hornslet var sin modstander teknisk overlegen, og med lidt mere held kunne sejren være blevet større.
Træningskamp 27. februar
HIF Pindstrup 1-3
Ikke en træningsturneringskamp ingen reportage
Træningskamp 17. februar
FSI HIF 2-3
Hornslet startede træningsturneringen med at besejre FSI på udebane med 2-3. Halvlegsresultat 1-3. Alle Hornslets mål blev scoret af René Højgaard. I hele 1. halvleg var Hornslet dominerende og lagde et pres højt oppe på FSI's banehalvdel. Allerede efter 10-15 minutters spil udmøntede det sig i den første Hornsletscoring. Efter scoringen fik FSI lidt mere spil og fik udlignet, før end Hornslet atter overtog spilstyringen og øgede med yderligere to scoringer til halvlegsresultatet 1-3. Anden halvleg var en noget mere rodet affære med bl.a. en del omrokeringer som følge af skadede spillere i Hornslet-mandskabet. Men slutresultatet på 2-3 i Hornslets favør var fuldt fortjent omend det var en for lille sejr!
| Jakob Krogh |
18
|
| René Højgaard |
8
|
| Faxe |
7
|
| Henrik Graversen |
7
|
| Jacob Winther |
5
|
| Henrik Larsen |
4
|
| Steen Kjeldsen |
4
|
| Bo Andersen |
2
|
| Carsten Madsen |
1
|
| Flemming Tønnesen |
1
|
| Morten Overgård |
1
|
| Jens Fischer |
1
|
| Kenneth Kristensen |
1
|
| Gert Knudsen |
1
|
| Henrik Graversen | 1 | 3 |
| Bo Andersen | 1 | 2 |
| Morten Pedersen | 0 | 4 |
| Flemming T. | 0 | 3 |
| Kenneth Kristensen | 0 | 2 |
| Henrik Dueholm | 0 | 2 |
| Thomas Hansen | 0 | 1 |
| Gert Knudsen | 0 | 1 |
| René Højgaard | 0 | 1 |
| Morten Overgård | 0 | 1 |
| Jacob Winther | 0 | 1 |