Af Martin With
Forårssæsonens sidste kamp er afviklet, og det er tid til at gøre status. Optimismen før sæsonstarten var stor og ikke uden grund. I den forgangene sæson havde førsteholdet været med i oprykningskampen til det sidste, til trods for at holdet var nyoprykker. Med de erfaringer i kroppen, det fantastiske spil og fight i efteråret in mente samt en stort set uændret trup, der endog var blevet bredere, tegnede det sig til at denne sæson skulle tilhøre Hornslet. Hornslet fik da også noget af en drømmestart på sæsonen, hvor holdet i perioder viste helt suverænt spil og tilkæmpede sig 10 point for 4 kampe, så det var med god grund, at forventningerne hurtigt blev skruet i vejret. Men da tingene ser allermest lyserøde ud, går Hornslet i stå og leverer efterfølgende nogle meget svingende præstationer. Helt i bund var det i lokalopgøret mod oprykkerne fra Pindstrup hvor vi på det skammeligste smider tre point væk. Herefter bølger resultaterne frem og tilbage, og ordet stabilitet er noget, der i denne periode må betegnes som et fremmedord. Marginalerne og heldet begynder så småt også at svigte, ikke mindst i kampen mod Nørager som trods føring på 2-0 faktisk i store perioder af kampen blev ned- og overspillet af et godt fightende Hornslet hold. At denne moral og fight ikke helt var til stede i forårssæsonens sidste kamp mod lokalrivalerne fra Ådalen, tegner et godt billede af Hornslet-holdets meget svingende præstationer igennem foråret.

Men hvad er det så, der er gået galt, eller er der i det hele taget noget der galt. Tiden er inde til at holdet ser lidt inde i sig selv. Træner Thomsens trup er som nævnt stort set identisk med sidste efterårs trup – suppleret et par tilgange udefra, en nyoprykket yngling samt et par spillere, som er blevet deres skader kvit, alt ialt en trup på 18-19 mand hvor alle som én har vist sig egnet til holdet. Det burde betyde en hård kamp om de 14 førsteholdspladser men faktum er, at konkurrencen næsten ikke har været til stede. Mange gange har holdet nemlig givet sig selv, da det mere har været reglen end undtagelsen at 4-5 afbud er indtruffet. Især vores midtbane og holdets motor har lidt unødig meget under disse afbud, og man mindes ikke, at midtbanen endnu har været i samme opstilling to kampe i træk. Dette har ikke været optimalt og må da også betragtes som en af grundene til, at der netop her har været meget svingende præstationer. Et andet sted hvor det har knebent gevaldigt, er oppe foran kassen, uden at det kun er angriberne, der her skal følge sig ramt, men faktum er, hvilket der før er blevet pointeret på denne side, at vi simpelthen ikke er effektive nok og for hver kamp brænder et hav af chancer. Nede blandt holdets bagerste fire har man til gengæld lidt under modstandernes effektivitet, for egentligt har forsvaret stået fint i mange kampe og nærmest holdt modstanderne fra målet, for alligevel at måtte se en enkelt chance eller to smutte i kassen. Et nævnt problem med forsvaret har været, at de har stået for langt tilbage på banen og dermed skabt for stor afstand til midtbanen. Alt ialt nogle ting som træner Thomsen med nogle småjusteringer samt en bedre og mere seriøs indstilling af spillerne uden problemer ville kunne få bugt med.

Og inden undertegnede har fået malet fanden på væggen, skal man huske på, at rækken i år er endnu tættere end sidste år og at Hornslet i år kun er fem point fra oprykningspladsen mod ni point sidste år, så alt er stadigt åbent, hvis bare lysten og indstillingen er til det. Slutteligt vil jeg derfor endnu engang opfordre såvel første- som andetholdet om at møde noget mere op til træning, så målet kan nås.